Nyheder i April 2009
Nyt medlem i Odense Taxa pr. 1. maj – fra Mini Taxi
Odense Mini Taxi har på en generalforsamling besluttet, at se bort fra det almindelige opsigelsesvarsel – for op til 10 medlemmer, såfremt de måtte ønske at flytte over til Taxa.
Hvordan ser Taxa Fyn på det?
Formand Jan Ravnsgaard Poulsen: ”Det er en positiv udvikling, og de skal da være velkomne i Odense Taxa. Med den store kørselsmængde, der snart tilflyder Odense Taxa vil der absolut være brug for disse vogne.”
Direktør Peter Kjærgaard: "Dejligt hvis der er nogle, der vil flytte over nu, men samtidig skal det siges, at det bør ske ret hurtigt. Vi er allerede nu i gang med at planlægge, hvor mange biler der skal indkøbes for at opfylde vore kontraktlige forpligtelser – og ingen tvivl om, at vi helst vil sende turene ud i en taxa, frem for at investere i små busser."
Kontrakterne bliver 4- årige
Fra Odense Kommune har vi fået besked på, at man agter at indgå 4 – årige kontrakter på begge de 2 udbud. Det betyder at kørslen er sikret frem til 1. juli 2013. Det giver både tryghed, arbejdsro og lidt bedre mulighed for at afskrive bilerne nogenlunde fornuftigt.
Storkontrakt til Odense Taxa
Så kom den længe ventede besked på udbuddet af kørsel med børn og unge, og det var et rigtig godt resultat for Odense Taxa og hele Taxa Fyn. Vi har vundet følgende delkontrakter:
Enghaveskolen
Pårup og Lumby skoler
Bækholmen, Sanderum og Korup skoler
Behovskørsel af visiterede børn og unge
Kørsel til og fra tandlæge- og klinik med børn og personale
Kørsel til folkeskoler i alle 4 områder
CSV Odense og Klub Nova
CSV Vestfyn og Pilehaveskolen
Kun Nørrebjergskolen er ikke vundet – den går til John Bergholdt. Udbuddets store taber er Arriva, der intet har vundet i denne licitation.
Nu starter der et stort forberedende arbejde, således at vi er klar til den 1, juli hvor der er kontrakt start.
Odense: Kommunen gav afslag på takstforhøjelsen
Byrådet afslog at imødekomme vores ansøgning om at hæve taksterne med de resterende 1,9%, som der manglede i forhold til den fremskudte ansøgning i september. Afslaget skyldes at Taxi-indekset, som benyttes til beregning af takstforhøjelserne, i mellemtiden er gået i minus.
Svendborg: Nyt røre om dispensationer
Ifølge Fyns Amts Avis, så er der fire medlemmer i byrådet der taler om at oprette et bestillingskontor mere i kommunen, som skal dække oplandet i Svendborg. Det skal ske ved at de vognmænd, der før havde tilladelser i Egebjerg og Gudme, sammen danner et bestillingskontor.
Det er utroligt hvad man finder på. Nu er det sådan at for at danne bestillingskontor nr. 2 i en kommune, så skal der være mindst 10 vognmænd – og ikke 10 biler – og så vidt vi er orienteret har der aldrig været 10 taxivognmænd i de gamle kommuner.
Det hører da også med til historien, at Ejner Larsen på ingen måde har overholdt dispensationens betingelser i den periode, som han har haft efter kommune-sammenlægningen. På et møde i kommunen gav han klart udtryk for, at han ikke havde passet sine forpligtelser i forhold til at skulle betjene hele den nye kommune hele døgnet.
Vi kan ikke få øje på retfærdigheden? Medmindre altså at man mener, at det er retfærdigt at Svendborg Taxa’s vognmænd skal have kørepligt i hele kommunen hele døgnet samtidig med at andre vognmænd kan få dispensation til at frasortere de kedelige ture, og bare køre de ture, der passer dem – på de tidspunkter, hvor det kan betale sig. Det er sørme langt ude...
Antallet af tilladelser skal vurderes til august
Der har været afholdt brancheudvalgsmøde med Odense kommune, og her blev det meddelt at der pt. var 6 ledige tilladelser. Der var enighed om - under hensyntagen til nedgangen i omsætning, at tage den samlede antal tilladelser op til drøftelse i august, forud for evt. opslag af ledige tilladelser.
Kørsel med voksne: Vi vandt det vi bød på!
Licitationen på kørsel med voksne borgere i Odense er afgjort.
Taxa Fyn har vundet to kontrakter: Kørsel til og fra privatpraktiserende læger i Odense + kørsel af borgere til individuel genoptræning.
Der sker store omvæltninger i de øvrige 7 kontrakter. Morud Bustrafik vandt 1 kontrakt på kørsel af demente. Den store vinder blev John Bergholdt, der vandt 5 kontrakter på plejehjemskørsel. Den store taber er Arriva, der fra at køre stort set al plejehjemskørsel i Odense, nu må nøjes med en enkelt mindre kontrakt på kørsel til og fra rehabiliteringsboliger.
Der er kontraktstart den 1.7.2009.
Vi afventer besked på kørsel med børn og unge senere i dag.
Ny kontraktaftale på Patientkørsel
Den 1. april trådte en ny aftaleperiode i kraft på Patientbefordring på Fyn. Licitationen er genvundet af Taxa Fyn og omfatter al transport af siddende patienter til og fra sygehusene på Fyn, dog minus Middelfart Kommune, der fremover i sygehusmæssig sammenhæng hører til i Trekantsområdet.
Den nye aftale betyder, at patienterne ikke længere skal ringe til Patientkontoret for bestilling af kørsel. Al visitering og bestilling foregår hos afdelingernes personale via et nyt bookingsystem, som er etableret på alle sygehusafdelinger.
I tiden op til april har der foregået et udviklings-samarbejde mellem Region Syddanmark og Taxa Fyn med det formål at konvertere samtlige bestillinger fra sygehuset og over i Taxa Fyns booking- og trafikdirigeringsanlæg. Den 15. april startede den første prøvekørsel, og siden har systemet generelt fungeret tilfredsstillende – om end det stadig skal finjusteres.
Lettelser vedr. frikørsel af hyrevogne
Fra og med den 1. maj 2009 indføres lettelser for proceduren vedr. frikørsel af hyrevogne i region Syddanmark.
SKAT implementerer en scanningsordning, så vognmændene ikke længere skal køre til henholdsvis Odense eller Haderslev.
I fremtiden kan vognmanden henvende sig på nærmeste skattecenter og få scannet sagen til Motorcenter Odense, som vil udstede en ny afgiftsattest.
Som hidtil skal blanket 21017, Frikørsel af hyrevogne (hentes på www.skat.dk) udfyldes og afleveres sammen med toldattest og registreringsattest. Den frikørte hyrevogn skal fremvises og SKAT´s personale vil foretage aflæsning af chassisnummer og kilometertæller og/eller udskrift fra elektronisk taxameter.
For så vidt angår kørebøger sker der ingen ændringer og de skal opbevares i 5 år.
|